Det var varmt i Bergen igår, og ikkje berre på grunn av sola. Helvete openbarte seg for mange då arkeolog Terje Østigård vitja Absalong for å vise kva han hadde gravd opp frå dødsriket. For dei som ikkje hadde høve til å gøyme seg i skuggen hjå oss, tilbudte BTV ein forsmak på foredraget på M.M. Hopp fram til 4 min og 20 sekund for å få med deg godbitane.
Lær om kvifor kristendommen sitt att med svarte per når det gjeld dødsriker, og korleis den norske Lutherske kyrkje i disse dagar har langt meir svovel å by på enn Vatikanet.
Den omtalte utgåva av M.M. byr på andre aktuelle godbiter, som vikingmetalkonsert i barnehage og ei av verdas beste vinkjellarar - på Voss. Så det er som alltid anbefalt å titte på.
onsdag 23. april 2008
torsdag 10. april 2008
For svingende
Altfor meget skjer i den såkalte blogosfæren som er så til de grader uten tyngde og betydning. Derfor er det alltid en glede når et nytt innslag av en viss vesentlighet innfinner seg. Et slikt innslag står de høystærede menneskene i Buktvik og Øhre historielag for.De omtaler så langt særlig de glade årene da Buktvik stod i svingjazzens tegn og unge mennesker fra de høyere samfunnslag buktet seg til samtidens toner (gjerne kalt buktsving) på Buktvik Badehotells herostratisk berømte glassveranda. Svarte svingende for en tid ...
torsdag 3. april 2008
Tid for tentakler
Tiden tikker ubønnhørlig av sted.Men aldri så galt at det ikke er godt for noe: Snart er det Kjettersk Kjeller igjen. Der skal kjellerens oppegående lys og strålende sol, den allerdystreste Didrik Søderlind dele av sin nærmest utømmelige kunnskap om tentaklenes konge, H.P. Lovecraft (og muligens vise noen bilder fra bryllupsreisen sin).
Etterpå skal Atle H. Boyser, aka Hr. Skrekkfilm, introdusere Lovecraft-filmatiseringen The Dunwich Horror fra 1970. Og så viser vi filmen.
Det er med andre ord ikke tvil om hva du skal gjøre onsdag 16. april.
Ministerkunnskap
Kunnskapsminister Bård Vegar Solhjell uttaler til BT i dag at "- Jeg er sjokkert dersom Steinerskolens lærerutdanning baserer deler av læreverket i 2008 på uvitenskapelige teorier og forhistoriske spekulasjoner."
Jeg oppfatter Solhjell som en forholdsvis kunnskapsrik kunnskapsminister, men ting kan tyde på at det finnes huller i kunnskapene. Jeg bringer derfor i dag den sjokkerende nyheten om at Steinerskolens virke er bygget på antroposofien, en kristen/filosofisk retning som (kort oppsummert) bygger på Rudolf Steiners påståtte direkte åndelige tilgang til Akasha-krøniken, et astralplan der all verdens kunnskap er samlet.
Det ser ut til å være gjengs oppfatning i Norge i dag at Steinerskolen er en hyggelig, alternativ skole for de som liker å male og kle seg i lilla sjal og være snille med hverandre. Absalong var såvidt inne på temaet i forbindelse med foredraget om Mørkrets apostler, men vi planlegger å komme tilbake til dette temaet og vie en hel kveld til å opplyse om hvilke dogmer og teorier Steinerskolen egentlig er tuftet på.
Jeg oppfatter Solhjell som en forholdsvis kunnskapsrik kunnskapsminister, men ting kan tyde på at det finnes huller i kunnskapene. Jeg bringer derfor i dag den sjokkerende nyheten om at Steinerskolens virke er bygget på antroposofien, en kristen/filosofisk retning som (kort oppsummert) bygger på Rudolf Steiners påståtte direkte åndelige tilgang til Akasha-krøniken, et astralplan der all verdens kunnskap er samlet.
Det ser ut til å være gjengs oppfatning i Norge i dag at Steinerskolen er en hyggelig, alternativ skole for de som liker å male og kle seg i lilla sjal og være snille med hverandre. Absalong var såvidt inne på temaet i forbindelse med foredraget om Mørkrets apostler, men vi planlegger å komme tilbake til dette temaet og vie en hel kveld til å opplyse om hvilke dogmer og teorier Steinerskolen egentlig er tuftet på.
onsdag 26. mars 2008
Se, en folklorist på TV!
Vår venn, den gale mullaen, pusset i går fjærene (mullaer har fjær, har de ikke?) og ble tatt inn i det gode selskap hos BTV for en stakket stund for å fortelle litt om nazisploitation-film. Anledningen var Absalong og Bergen Filmklubbs visning av Ilsa, She Wolf of the SS, og innslaget er å finne på web-tv for de som ikke fikk med seg sendingen live: M.M. 25.03.2008. Innslaget er å finne 5 minutter og 25 sekunder inn i sendingen.
mandag 24. mars 2008
O Hai, Cthulhu
Overraska kattar med medvite feilskrevne påstandar av type I can has cheeseburger, er ikkje så utruleg morosame etter ei stund. Ikkje for oss kjettarar som tilbringer mesteparten av tida vår i djupdykk i den slimete enden av populærkulturen, iallefall. Nei, då foretrekk eg heller dei eldre gudane, med feilskrevne åtvaringer:
Eller kanskje simpelthen berre klar beskjed, som denne?
Dette tyder sjølvsagt ikkje att kjettarar ikkje likar søte ting... vi berre tykker at tentaklar og slim er litt meir søtt enn det menig mann gjer. Så eg berre seier det, eg mistenkjer at mine bidrag til internettfora i tida framover kjem til å verte meir interessante. Du finn fleire godsaker på LOLthulu, takk til jbq på On Holiday By Mistake for tipset.
lørdag 8. mars 2008
Kvindernes lykke
I anledning dagen (kvinnedagen, altså) bringer vi noen gode råd til enhver kvinne som søker å oppnå lykke i livet:
- Kvinden har flere betingelser end manden for at naa frem til fuldkommen lykke.
- Ægteskab, indgaaet af kjærlighed, er et afgjørende moment i kvindens lykke. Ligesaa det, at hun bliver moder; børnløse kvinder yder en betragtelig kontingent til de ulykkelige kvinders klasse.
- Ægteskab indgaaet i en ung alder har størst udsigt til at blive lykkeligt.
- En middelstor formue danner en sikrere faktor i lykken end den store rigdom.
- Intelligens og skjønhed spiller en næsten forsvindende rolle for kvinders lykke. Det er den jevne intelligens og den skjønhed, der kan karakteriseres med "som folk er flest", der findes hos de fleste lykkelige kvinder.
tirsdag 4. mars 2008
Meet The Bard
De av dere som måtte synes paganistisk druidefolkrock høres ut som en god idé, kan vurdere å besøke mine nebbete sider, for en introduksjon til Damh the Bard.torsdag 28. februar 2008
Vondskapens Historie
Foucault har gjort sitt for å avsløre både galskapens og seksualitetens historie. Andre, deriblant Kjettersk Kjeller og Absalong, er meir opptatt av mørke krefters historie. Vondskapens historie, i sine ulike former, er eit ynda tema, og det er noko ein alltid vender attende til.
Diverre vert difor òg veldig innfløkt når ein styrar med det over tid, og det kan då vere greit å lene seg attende og la ferske (friske?) sinn handtere det for eit par minutt. Slik som dette forsøket frå ein ung student på å oppsummere vondskapens historie på 5 minutt.
Med videoen følgjer ein lengre forklaring for kva videoen handlar om, og etter ein del kritkk virkar det som om han kjenner seg tvungen til å forklare at han ikkje prøver å vere slem mot folk. Men det forstår vi vel? Han gjekk dessverre tom for tid, og filmen sluttar nesten litt brått av den grunn, men den er framleis verdt 5 minutt av dagen/kvelden/natta di.
Diverre vert difor òg veldig innfløkt når ein styrar med det over tid, og det kan då vere greit å lene seg attende og la ferske (friske?) sinn handtere det for eit par minutt. Slik som dette forsøket frå ein ung student på å oppsummere vondskapens historie på 5 minutt.
Med videoen følgjer ein lengre forklaring for kva videoen handlar om, og etter ein del kritkk virkar det som om han kjenner seg tvungen til å forklare at han ikkje prøver å vere slem mot folk. Men det forstår vi vel? Han gjekk dessverre tom for tid, og filmen sluttar nesten litt brått av den grunn, men den er framleis verdt 5 minutt av dagen/kvelden/natta di.
torsdag 21. februar 2008
Noen timer i drømmenes verden
Noe av det morsomste med å sysle med Kjettersk Kjeller er at man kommer i kontakt med mennesker som har kreative og intellektuelle instinkter litt utenom det vanlige. Enten de bruker årevis på å sette seg inn i alle detaljer om Jack the Ripper-saken eller hekser, samle obskur musikk eller gjør noe annet moro.En av disse hyggelige menneskene dukket først opp på Kjettersk Kjellers radar da han trakterte trommene for det nasjonalromantiske boy-bandet Solblot på vår Tweedgoth-festival i september i fjor.
Den hyggelige unge mannen er til daglig designer, og som en del andre innen den bransjen (vår egen eminente husdesigner Baetylous er et annet eksempel) bruker han deler av fritiden på å lage sine egne prosjekter. Disse prosjektene ender gjerne opp på hans nettside Dreamhours. I Dreamhours' galleri vever han en mørk, drømmeaktig verden av forlatte bygater, tømte absintflasker og halvmagiske hendelser.
Slik livet burde vært, med andre ord.
De av dere med sans for den mørkere delen av musikkverdenen vil kanskje kjenne igjen noen av hans plateomslag for artister som Desiderii Marginis og Kammarheit. Så hvis du har et band som skal gi ut plate og har lyst på noe annet enn kjedelige trynebilder på omslaget, kan Dreamhours være stedet å kontakte.
Men det er ikke bare musikere som frir til Dreamhours. Vi i Kjettersk Kjeller krysser også fingrene for at hans arbeider blir å se på en kjellerplakat nær oss i nær framtid.
Et besøk på Dreamhours er herved anbefalt.
onsdag 20. februar 2008
Velkommen til kjelleren
Hvorfor, spør dere kanskje dere selv, trenger man nok en blog i den allerede overfylte norske blogosfæren? Er det ikke mer enn nok nå? Og hvorfor må det være så mørkt her?Grunnene til at vi åpner vår dør for almenheten er selvsagt flere. Men den viktigste er ganske enkelt at vi har lyst til å more oss og plage dere. Og det er mer enn nok for eksistenser av tvilsom moral som oss.
Nøyaktig hva dette vil bli er en smule uklart. Det er en underlig ansamling av mennesker og demoner som er blitt gitt lov til å publisere her og hva de måtte misbruke privilegiet til, gjenstår å se. Men moro kan det bli. I det minste for oss.
Moderne satanisme anno 1898
I anledning Per Faxnelds foredrag om tidlig satanisme bringer vi en godbit. Følgende artikkel ble publisert i tidsskriftet Kringsjaa 31. juli 1898. Teksten er skrevet av Chr. Brinchmann og basert på en artikkel av Paul Ernst i Nord und Süd, utgivelsesdato uviss. Tankene ledes til mediedekningen av visse hendelser knappe hundre år senere...
Læser man middelalderens religionshistorie, støder man i dens mørkeste periode paa en uhyggelig bevægelse, der kaldes «djævletilbedelse». Den dukker op i tider saa sorte, at menneskene blev tagne af den mest haabløse fortvilelse. Elendigheten syntes dem saa stor, at den kun fandt sin forklaring deri, at Guds magt var tilende og verdensherredømmet hørte djævelen til. Kun hos ham fandtes nu tilflugt, og derfor tilbades han i nat og ensomhed under grufulde fester og haarreisende paakaldelser. – Naar moderne skribenter fortæller om disse sorte punkter i den menneskelige sjæls historie, pleier de gjerne at føie et par trøsterige ord til, om «den stigende kultur, de lysere livsvilkaar, der for stedse har gjort djævletilbedelse umulig.» Men man faar ligesom et slag i ansigtet, – en brist i sin tro paa den stigende kulturs magt, – naar man læser om de bevægelser, der i den senere tid har gaaet gjennem Frankriges, særlig Paris's aandelige liv. Ti der synes ny kraft at skjænkes til forestillinger, fuldt saa vanvittige, fuldt saa uhyggelige som dem, der drev middelalderens folk ud paa vildsomme steder til hymner og orgier til djævelens ære. Denne ubegribelige «udvikling bagover» – eller kanske i circel – synes at forkynde den saa tidt forkastede lære: Vort tilsyneladende frie intellektuelle liv bestemmes af dunkle, ubekjendte magter, der ubevidst lever i vort indre.
Bevægelsens moderne navn er «satanisme», og den evnede for ikke længe siden at samle hele Frankriges, man kan gjerne side en god del av Europas opmærksomhed, gjennem flere skandaløse retssager, idet et par af dens ledere blev anklaget for at have «besat» en række troende, fyldt dem med djævle og paaført dem fysiske lidelser. Ved disse grovere udslag af satanismen lededes man til at se lidt nøiere paa dens væsen og dens udbredelse, og med generede smil og adskillig uhygge blev man nødt til at konstatere, at djævelens reelle menighed i Paris talte en ganske betragtelig skare troende, og at den mørke religion eiede en rig literatur og en fuldt udviklet ritus.
Retningens fører, dens evangelist og yppersteprest er Huysmans, hvis romaner «La bas» og «En route» er rene haandbøger i alt, hvad man trænger at vide paa disse strøg. Han har en trofast efterfølger i Jules Bois, i hvis tykke bog «Le satanisme» det faktum første gang fremdrages, at der i den sidste tid stjæles flere og flere – hostier fra kirkerne! I et af Paris's sogne blev det indviede brød saa uafbrudt stjaalet, at man maatte gjemme de hellige oblater i dirkefri skrin! Og saadanne hostier har selvsagt ikke værdi for andre end dem, der vil benytte dem til det, man i gamle dage kaldte «trolddom». For den troende har de kun værd under nadverens nydelse, – for den vantro er en hostie kun en oblat, der ikke kan lokke til tyveri. – Bois fortæller tillige, at der gives en hel del circler, hvor frafaldne prester – som f.eks domherren Docré, – læser «den sorte messe», – og ønsker man at se interiører fra denne «gudstjeneste», kan man faa sin lyst tilfredsstillet hos en fotograf, hvis renommé blev skabt af satanismen. Hans udhængsskab var nemlig fuldt af øiebliksfotografier fra djævletjenesten, – der stod i sin tid saamange tilskuere foran hans fabrikata, at færdslen blev standset paa hjørnet av Sevregaden og det Røde Korses plads.
I «Mercure de France», den maanedsrevy, der blandt sine medarbeidere tæller folk som Maeterlinck, Heredia, Paul Adam og Mallarmé, har Jules Bois givet en høist alvorlig skildring af «den sorte messe» og dens ritual, – et ritual, hvis hovedpunkter kun kan gjenfortælles med stor forsigtighed, – detaljerne trodser enhver anstændig beskrivelse.
Den med mørke farver betrukne hal, hvor messen holdes, er vanligvis fyldt med flere kvinder end mænd. Saa lyder signalet, en rødklædt kordreng stiger frem og tænder en række kjerter i kapellets baggrund, og man ser da, at der staar et altar af almindelig form; paa det et tabernakel, hvor hostierne gjemmes; men over tabernaklet løfter sig et kors, hvorpaa en satyr hænger, – som en slags kristuskarikatur. Knapt er lysene tændt, saa udbreder der sig i det halvmørke rum en stadig stærkere duft, – af bedøvende parfumer, ind i hvis røgskyer der nu og da bølger stank af beg og harpiks, – som saa i næste øieblik overvindes af natviolers og kjærlighedsæblers vellugt. – Betegnende er her anvendelse af kjærlighedsæbler og natvioler, – de første skal hidse de erotiske følelser, de sidste har helt fra heksevæsenets tidligste dage havt ord for, at de kunde frembringe visioner.
Efter de to kordrenge – der optræder med de frækkeste gebærder og skal være en haan mod den kristne messes kordrenge – træder en prest frem for alteret. Han bærer messeskjorten paa sit blottede legeme, paa hovedet har han en bispehue, forsynet med to horn. Messehaglen er af vanlig form, men blodrød af farve og bærer paa brystet den hellige trekant; men istedenfor billedet af guds øie indrammer denne trekant billedet af et bukkehoved. Presten foretager ceremonier, der fuldstændig svarer til den kristne gudstjenestes, -- kun er Guds navn erstattet med Satans. Imidlertid fordeler kordrengene røgelseskar og bækkener til «de troende», – og paany fosser røgelsesdamp og bedøvende duft af alle arter mod de allerede paa forhaand halvt vanvittige kvindfolk. Under de utroligste gudsbespottelser aabner nu presten skrinet, hvori de stjaalne hostier befinder sig, – de af narkotiske midler berusede kvinder styrter frem, under vilde hyl, og river det hellige brød ud af prestens haand. Og saa følger orgier, der i vildhed og væmmelighed naar det utrolige, – og hvis uhyggelige vanvid er af den art, at man maa mindes heksenes bakkanaler paa Bloksbjerg, hvor den mørke majestæt sad midt imellem dem. Og som hine middelalderens besatte troede – og gik i døden paa denne sin tro, – at de virkelig havde seet «sin herre og mester» deroppe paa Bloksbjerg, saa tror ogsaa disse moderne besatte, at de ser ham. Hver af de rasende kvinder har djævlevisioner, – de ser sin gud sidde paa alteret i en buks lignelse.
Rent praktisk talt gaar jo alt dette meget naturlig til. Vi staar foran excesser, begaaede af sygelig ophidsede personer, som har bragt sig i den høiest mulige affekt ved hjælp av narkotika og ved hidsig venten paa det grufulde; dertil kommer saa auto-suggestion og den smittende massesuggestion. Paa den vis lader disse djævleaabenbarelser sig forklare, – de hysteriske kjønslige utskeielser, der danner messens forfærdelige afslutning, trænger man ingen forklaring paa, – deres lige har man truffet ogsaa udenfor satanismens grænser, men ganske vist ikke med den djævelske baggrund som her.
Jules Bois forteller endvidere om undere, som ved djævelens magt udføres ved denne «gudstjeneste», – her flyver kjerter og kors, her taler borde, og her er slanger, der kryber frem fra stjaalne alterkalke. Og her aabenbarer sig antikristen selv, «den stærke, der skal gaa foran den store dom». Han gaar rundt mellem de daanende mænd og kvinder og sætter dem sit mærke paa panden. Rigtignok forsikrer Jules Bois, at disse sidste ting har han beskuet med vaagen kritik og med al mulig sindsro, – hvad der dog ikke kan forhindre læserne fra den tanke: suggestion er smitsom, – hvorfor skulde den ikke ogsaa have smittet hr. Bois!
Den tyske forfatter Paul Ernst, der i en længere afhandling har gjort rede for disse mærkelige taager paa Frankriges aandelige horisont, slutter sin artikel med en forsikring om, at denne djævletro og djævledyrkelse er meget udbredt. Som et bevis blandt mange andre anfører han, at Jules Bois's tykke, trættende bog er udkommen i 5 – fem – oplag. Og med en slet dulgt glæde sætter han sin finger paa det faktum, at det er Frankrige, kulturens eget land, det land, der for akkurat hundrede aar siden «afsatte» Gud og anbragte fornuften paa guddomssædet, – det er dette land, der nu har den tvilsomme ære at være djævledyrkelsens fødeland. – Den dybsindige tysker skulde dog ikke glemme, at ogsaa Tyskland for ikke længe siden havde en «satanisk» farsot, der greb meget stærkt om sig. Det var den skandaløse historie med «djævlebruden» Diana Vaughan og djævelen Vitru, der skulde have aabenbaret sig i en række – frimurerloger. Historien var ganske vist den skjæreste humbug, sat i scene af en slubbert af en jesuiterpater, som efterpaa sammenkaldte et stort møde af «troende» prester og med skjærende haansord fortalte dem, hvorledes de havde gaaet paa limpinden. Men den vilde ammestuehistorie blev troet af tusener og atter tusener, især blandt de tyske katoliker, )* – ikke bare af de ukultiverede bønder, men ogsaa af prester og lærere, der ansaa sig for høist intelligente. Det var en satanisme, ikke saa aktiv uhyggelig som den franske, men i sin stærke tro, i sin frygt og bæven en ligesaa stor kompliment for – ja, man kunde fristes til at sige: en ligesaa hjertelig tilbedelse af den mørke magt som den, der ydes ham ved de franske hysterikeres «sorte messe».
Men det skal jo indrømmes, at parisernes raffinerede satanisme mer end alle andre tilsvarende fænomener forkynder de gamle sandheder om overkulturens syge sjæle, om dens krav paa stadig nye pirringsmidler, – selv om disse skal hentes fra mørkes dybeste grunde.
[* Nedskriveren af disse linjer befandt sig i Tyskland, da «Vitru»-historierne allerkraftigst satte sindene i bevægelse. Den første gang, jeg paa en kafé tilfældigvis læste en avisartikel om sagen, troede jeg, det var et vittighedsblad, jeg havde faaet i haanden, og at artiklen var en umorsom parodi paa en mig ubekjendt teologisk opsats. Til min forbløffelse var bladet, jeg læste, et høist alvorligt, kristeligt tidsskrift, og Vitru-artiklen det alleralvorligste i det hele blad. Senere mærkede jeg, at denne negative djævledyrkelse, der gav sig udslag som kamp mod frimurerne og deres djævel, var den store programsag for en hel hoben blade, særlig i Sydtyskland og Østerrige, og den i mer end én henseende «tvilsomme» miss Diana Vaughan og hendes djævleafsløringer slugtes som himmerigsmundfulde, kommenteredes og diskuteredes. De samme stærktroende blades optræden, dengang den hele skandale afsløredes, havde jeg desværre ikke anledning til at iagttage.]
Læser man middelalderens religionshistorie, støder man i dens mørkeste periode paa en uhyggelig bevægelse, der kaldes «djævletilbedelse». Den dukker op i tider saa sorte, at menneskene blev tagne af den mest haabløse fortvilelse. Elendigheten syntes dem saa stor, at den kun fandt sin forklaring deri, at Guds magt var tilende og verdensherredømmet hørte djævelen til. Kun hos ham fandtes nu tilflugt, og derfor tilbades han i nat og ensomhed under grufulde fester og haarreisende paakaldelser. – Naar moderne skribenter fortæller om disse sorte punkter i den menneskelige sjæls historie, pleier de gjerne at føie et par trøsterige ord til, om «den stigende kultur, de lysere livsvilkaar, der for stedse har gjort djævletilbedelse umulig.» Men man faar ligesom et slag i ansigtet, – en brist i sin tro paa den stigende kulturs magt, – naar man læser om de bevægelser, der i den senere tid har gaaet gjennem Frankriges, særlig Paris's aandelige liv. Ti der synes ny kraft at skjænkes til forestillinger, fuldt saa vanvittige, fuldt saa uhyggelige som dem, der drev middelalderens folk ud paa vildsomme steder til hymner og orgier til djævelens ære. Denne ubegribelige «udvikling bagover» – eller kanske i circel – synes at forkynde den saa tidt forkastede lære: Vort tilsyneladende frie intellektuelle liv bestemmes af dunkle, ubekjendte magter, der ubevidst lever i vort indre.
Bevægelsens moderne navn er «satanisme», og den evnede for ikke længe siden at samle hele Frankriges, man kan gjerne side en god del av Europas opmærksomhed, gjennem flere skandaløse retssager, idet et par af dens ledere blev anklaget for at have «besat» en række troende, fyldt dem med djævle og paaført dem fysiske lidelser. Ved disse grovere udslag af satanismen lededes man til at se lidt nøiere paa dens væsen og dens udbredelse, og med generede smil og adskillig uhygge blev man nødt til at konstatere, at djævelens reelle menighed i Paris talte en ganske betragtelig skare troende, og at den mørke religion eiede en rig literatur og en fuldt udviklet ritus.
Retningens fører, dens evangelist og yppersteprest er Huysmans, hvis romaner «La bas» og «En route» er rene haandbøger i alt, hvad man trænger at vide paa disse strøg. Han har en trofast efterfølger i Jules Bois, i hvis tykke bog «Le satanisme» det faktum første gang fremdrages, at der i den sidste tid stjæles flere og flere – hostier fra kirkerne! I et af Paris's sogne blev det indviede brød saa uafbrudt stjaalet, at man maatte gjemme de hellige oblater i dirkefri skrin! Og saadanne hostier har selvsagt ikke værdi for andre end dem, der vil benytte dem til det, man i gamle dage kaldte «trolddom». For den troende har de kun værd under nadverens nydelse, – for den vantro er en hostie kun en oblat, der ikke kan lokke til tyveri. – Bois fortæller tillige, at der gives en hel del circler, hvor frafaldne prester – som f.eks domherren Docré, – læser «den sorte messe», – og ønsker man at se interiører fra denne «gudstjeneste», kan man faa sin lyst tilfredsstillet hos en fotograf, hvis renommé blev skabt af satanismen. Hans udhængsskab var nemlig fuldt af øiebliksfotografier fra djævletjenesten, – der stod i sin tid saamange tilskuere foran hans fabrikata, at færdslen blev standset paa hjørnet av Sevregaden og det Røde Korses plads.
I «Mercure de France», den maanedsrevy, der blandt sine medarbeidere tæller folk som Maeterlinck, Heredia, Paul Adam og Mallarmé, har Jules Bois givet en høist alvorlig skildring af «den sorte messe» og dens ritual, – et ritual, hvis hovedpunkter kun kan gjenfortælles med stor forsigtighed, – detaljerne trodser enhver anstændig beskrivelse.
Den med mørke farver betrukne hal, hvor messen holdes, er vanligvis fyldt med flere kvinder end mænd. Saa lyder signalet, en rødklædt kordreng stiger frem og tænder en række kjerter i kapellets baggrund, og man ser da, at der staar et altar af almindelig form; paa det et tabernakel, hvor hostierne gjemmes; men over tabernaklet løfter sig et kors, hvorpaa en satyr hænger, – som en slags kristuskarikatur. Knapt er lysene tændt, saa udbreder der sig i det halvmørke rum en stadig stærkere duft, – af bedøvende parfumer, ind i hvis røgskyer der nu og da bølger stank af beg og harpiks, – som saa i næste øieblik overvindes af natviolers og kjærlighedsæblers vellugt. – Betegnende er her anvendelse af kjærlighedsæbler og natvioler, – de første skal hidse de erotiske følelser, de sidste har helt fra heksevæsenets tidligste dage havt ord for, at de kunde frembringe visioner.
Efter de to kordrenge – der optræder med de frækkeste gebærder og skal være en haan mod den kristne messes kordrenge – træder en prest frem for alteret. Han bærer messeskjorten paa sit blottede legeme, paa hovedet har han en bispehue, forsynet med to horn. Messehaglen er af vanlig form, men blodrød af farve og bærer paa brystet den hellige trekant; men istedenfor billedet af guds øie indrammer denne trekant billedet af et bukkehoved. Presten foretager ceremonier, der fuldstændig svarer til den kristne gudstjenestes, -- kun er Guds navn erstattet med Satans. Imidlertid fordeler kordrengene røgelseskar og bækkener til «de troende», – og paany fosser røgelsesdamp og bedøvende duft af alle arter mod de allerede paa forhaand halvt vanvittige kvindfolk. Under de utroligste gudsbespottelser aabner nu presten skrinet, hvori de stjaalne hostier befinder sig, – de af narkotiske midler berusede kvinder styrter frem, under vilde hyl, og river det hellige brød ud af prestens haand. Og saa følger orgier, der i vildhed og væmmelighed naar det utrolige, – og hvis uhyggelige vanvid er af den art, at man maa mindes heksenes bakkanaler paa Bloksbjerg, hvor den mørke majestæt sad midt imellem dem. Og som hine middelalderens besatte troede – og gik i døden paa denne sin tro, – at de virkelig havde seet «sin herre og mester» deroppe paa Bloksbjerg, saa tror ogsaa disse moderne besatte, at de ser ham. Hver af de rasende kvinder har djævlevisioner, – de ser sin gud sidde paa alteret i en buks lignelse.
Rent praktisk talt gaar jo alt dette meget naturlig til. Vi staar foran excesser, begaaede af sygelig ophidsede personer, som har bragt sig i den høiest mulige affekt ved hjælp av narkotika og ved hidsig venten paa det grufulde; dertil kommer saa auto-suggestion og den smittende massesuggestion. Paa den vis lader disse djævleaabenbarelser sig forklare, – de hysteriske kjønslige utskeielser, der danner messens forfærdelige afslutning, trænger man ingen forklaring paa, – deres lige har man truffet ogsaa udenfor satanismens grænser, men ganske vist ikke med den djævelske baggrund som her.
Jules Bois forteller endvidere om undere, som ved djævelens magt udføres ved denne «gudstjeneste», – her flyver kjerter og kors, her taler borde, og her er slanger, der kryber frem fra stjaalne alterkalke. Og her aabenbarer sig antikristen selv, «den stærke, der skal gaa foran den store dom». Han gaar rundt mellem de daanende mænd og kvinder og sætter dem sit mærke paa panden. Rigtignok forsikrer Jules Bois, at disse sidste ting har han beskuet med vaagen kritik og med al mulig sindsro, – hvad der dog ikke kan forhindre læserne fra den tanke: suggestion er smitsom, – hvorfor skulde den ikke ogsaa have smittet hr. Bois!
Den tyske forfatter Paul Ernst, der i en længere afhandling har gjort rede for disse mærkelige taager paa Frankriges aandelige horisont, slutter sin artikel med en forsikring om, at denne djævletro og djævledyrkelse er meget udbredt. Som et bevis blandt mange andre anfører han, at Jules Bois's tykke, trættende bog er udkommen i 5 – fem – oplag. Og med en slet dulgt glæde sætter han sin finger paa det faktum, at det er Frankrige, kulturens eget land, det land, der for akkurat hundrede aar siden «afsatte» Gud og anbragte fornuften paa guddomssædet, – det er dette land, der nu har den tvilsomme ære at være djævledyrkelsens fødeland. – Den dybsindige tysker skulde dog ikke glemme, at ogsaa Tyskland for ikke længe siden havde en «satanisk» farsot, der greb meget stærkt om sig. Det var den skandaløse historie med «djævlebruden» Diana Vaughan og djævelen Vitru, der skulde have aabenbaret sig i en række – frimurerloger. Historien var ganske vist den skjæreste humbug, sat i scene af en slubbert af en jesuiterpater, som efterpaa sammenkaldte et stort møde af «troende» prester og med skjærende haansord fortalte dem, hvorledes de havde gaaet paa limpinden. Men den vilde ammestuehistorie blev troet af tusener og atter tusener, især blandt de tyske katoliker, )* – ikke bare af de ukultiverede bønder, men ogsaa af prester og lærere, der ansaa sig for høist intelligente. Det var en satanisme, ikke saa aktiv uhyggelig som den franske, men i sin stærke tro, i sin frygt og bæven en ligesaa stor kompliment for – ja, man kunde fristes til at sige: en ligesaa hjertelig tilbedelse af den mørke magt som den, der ydes ham ved de franske hysterikeres «sorte messe».
Men det skal jo indrømmes, at parisernes raffinerede satanisme mer end alle andre tilsvarende fænomener forkynder de gamle sandheder om overkulturens syge sjæle, om dens krav paa stadig nye pirringsmidler, – selv om disse skal hentes fra mørkes dybeste grunde.
[* Nedskriveren af disse linjer befandt sig i Tyskland, da «Vitru»-historierne allerkraftigst satte sindene i bevægelse. Den første gang, jeg paa en kafé tilfældigvis læste en avisartikel om sagen, troede jeg, det var et vittighedsblad, jeg havde faaet i haanden, og at artiklen var en umorsom parodi paa en mig ubekjendt teologisk opsats. Til min forbløffelse var bladet, jeg læste, et høist alvorligt, kristeligt tidsskrift, og Vitru-artiklen det alleralvorligste i det hele blad. Senere mærkede jeg, at denne negative djævledyrkelse, der gav sig udslag som kamp mod frimurerne og deres djævel, var den store programsag for en hel hoben blade, særlig i Sydtyskland og Østerrige, og den i mer end én henseende «tvilsomme» miss Diana Vaughan og hendes djævleafsløringer slugtes som himmerigsmundfulde, kommenteredes og diskuteredes. De samme stærktroende blades optræden, dengang den hele skandale afsløredes, havde jeg desværre ikke anledning til at iagttage.]
Abonner på:
Innlegg (Atom)
