Moderne satanisme anno 1898

I anledning Per Faxnelds foredrag om tidlig satanisme bringer vi en godbit. Følgende artikkel ble publisert i tidsskriftet Kringsjaa 31. juli 1898. Teksten er skrevet av Chr. Brinchmann og basert på en artikkel av Paul Ernst i Nord und Süd, utgivelsesdato uviss. Tankene ledes til mediedekningen av visse hendelser knappe hundre år senere...

Læser man middelalderens religionshistorie, støder man i dens mørkeste periode paa en uhyggelig bevægelse, der kaldes «djævletilbedelse». Den dukker op i tider saa sorte, at menneskene blev tagne af den mest haabløse fortvilelse. Elendigheten syntes dem saa stor, at den kun fandt sin forklaring deri, at Guds magt var tilende og verdensherredømmet hørte djævelen til. Kun hos ham fandtes nu tilflugt, og derfor tilbades han i nat og ensomhed under grufulde fester og haarreisende paakaldelser. – Naar moderne skribenter fortæller om disse sorte punkter i den menneskelige sjæls historie, pleier de gjerne at føie et par trøsterige ord til, om «den stigende kultur, de lysere livsvilkaar, der for stedse har gjort djævletilbedelse umulig.» Men man faar ligesom et slag i ansigtet, – en brist i sin tro paa den stigende kulturs magt, – naar man læser om de bevægelser, der i den senere tid har gaaet gjennem Frankriges, særlig Paris's aandelige liv. Ti der synes ny kraft at skjænkes til forestillinger, fuldt saa vanvittige, fuldt saa uhyggelige som dem, der drev middelalderens folk ud paa vildsomme steder til hymner og orgier til djævelens ære. Denne ubegribelige «udvikling bagover» – eller kanske i circel – synes at forkynde den saa tidt forkastede lære: Vort tilsyneladende frie intellektuelle liv bestemmes af dunkle, ubekjendte magter, der ubevidst lever i vort indre.

Bevægelsens moderne navn er «satanisme», og den evnede for ikke længe siden at samle hele Frankriges, man kan gjerne side en god del av Europas opmærksomhed, gjennem flere skandaløse retssager, idet et par af dens ledere blev anklaget for at have «besat» en række troende, fyldt dem med djævle og paaført dem fysiske lidelser. Ved disse grovere udslag af satanismen lededes man til at se lidt nøiere paa dens væsen og dens udbredelse, og med generede smil og adskillig uhygge blev man nødt til at konstatere, at djævelens reelle menighed i Paris talte en ganske betragtelig skare troende, og at den mørke religion eiede en rig literatur og en fuldt udviklet ritus.

Retningens fører, dens evangelist og yppersteprest er Huysmans, hvis romaner «La bas» og «En route» er rene haandbøger i alt, hvad man trænger at vide paa disse strøg. Han har en trofast efterfølger i Jules Bois, i hvis tykke bog «Le satanisme» det faktum første gang fremdrages, at der i den sidste tid stjæles flere og flere – hostier fra kirkerne! I et af Paris's sogne blev det indviede brød saa uafbrudt stjaalet, at man maatte gjemme de hellige oblater i dirkefri skrin! Og saadanne hostier har selvsagt ikke værdi for andre end dem, der vil benytte dem til det, man i gamle dage kaldte «trolddom». For den troende har de kun værd under nadverens nydelse, – for den vantro er en hostie kun en oblat, der ikke kan lokke til tyveri. – Bois fortæller tillige, at der gives en hel del circler, hvor frafaldne prester – som f.eks domherren Docré, – læser «den sorte messe», – og ønsker man at se interiører fra denne «gudstjeneste», kan man faa sin lyst tilfredsstillet hos en fotograf, hvis renommé blev skabt af satanismen. Hans udhængsskab var nemlig fuldt af øiebliksfotografier fra djævletjenesten, – der stod i sin tid saamange tilskuere foran hans fabrikata, at færdslen blev standset paa hjørnet av Sevregaden og det Røde Korses plads.

I «Mercure de France», den maanedsrevy, der blandt sine medarbeidere tæller folk som Maeterlinck, Heredia, Paul Adam og Mallarmé, har Jules Bois givet en høist alvorlig skildring af «den sorte messe» og dens ritual, – et ritual, hvis hovedpunkter kun kan gjenfortælles med stor forsigtighed, – detaljerne trodser enhver anstændig beskrivelse.

Den med mørke farver betrukne hal, hvor messen holdes, er vanligvis fyldt med flere kvinder end mænd. Saa lyder signalet, en rødklædt kordreng stiger frem og tænder en række kjerter i kapellets baggrund, og man ser da, at der staar et altar af almindelig form; paa det et tabernakel, hvor hostierne gjemmes; men over tabernaklet løfter sig et kors, hvorpaa en satyr hænger, – som en slags kristuskarikatur. Knapt er lysene tændt, saa udbreder der sig i det halvmørke rum en stadig stærkere duft, – af bedøvende parfumer, ind i hvis røgskyer der nu og da bølger stank af beg og harpiks, – som saa i næste øieblik overvindes af natviolers og kjærlighedsæblers vellugt. – Betegnende er her anvendelse af kjærlighedsæbler og natvioler, – de første skal hidse de erotiske følelser, de sidste har helt fra heksevæsenets tidligste dage havt ord for, at de kunde frembringe visioner.

Efter de to kordrenge – der optræder med de frækkeste gebærder og skal være en haan mod den kristne messes kordrenge – træder en prest frem for alteret. Han bærer messeskjorten paa sit blottede legeme, paa hovedet har han en bispehue, forsynet med to horn. Messehaglen er af vanlig form, men blodrød af farve og bærer paa brystet den hellige trekant; men istedenfor billedet af guds øie indrammer denne trekant billedet af et bukkehoved. Presten foretager ceremonier, der fuldstændig svarer til den kristne gudstjenestes, -- kun er Guds navn erstattet med Satans. Imidlertid fordeler kordrengene røgelseskar og bækkener til «de troende», – og paany fosser røgelsesdamp og bedøvende duft af alle arter mod de allerede paa forhaand halvt vanvittige kvindfolk. Under de utroligste gudsbespottelser aabner nu presten skrinet, hvori de stjaalne hostier befinder sig, – de af narkotiske midler berusede kvinder styrter frem, under vilde hyl, og river det hellige brød ud af prestens haand. Og saa følger orgier, der i vildhed og væmmelighed naar det utrolige, – og hvis uhyggelige vanvid er af den art, at man maa mindes heksenes bakkanaler paa Bloksbjerg, hvor den mørke majestæt sad midt imellem dem. Og som hine middelalderens besatte troede – og gik i døden paa denne sin tro, – at de virkelig havde seet «sin herre og mester» deroppe paa Bloksbjerg, saa tror ogsaa disse moderne besatte, at de ser ham. Hver af de rasende kvinder har djævlevisioner, – de ser sin gud sidde paa alteret i en buks lignelse.

Rent praktisk talt gaar jo alt dette meget naturlig til. Vi staar foran excesser, begaaede af sygelig ophidsede personer, som har bragt sig i den høiest mulige affekt ved hjælp av narkotika og ved hidsig venten paa det grufulde; dertil kommer saa auto-suggestion og den smittende massesuggestion. Paa den vis lader disse djævleaabenbarelser sig forklare, – de hysteriske kjønslige utskeielser, der danner messens forfærdelige afslutning, trænger man ingen forklaring paa, – deres lige har man truffet ogsaa udenfor satanismens grænser, men ganske vist ikke med den djævelske baggrund som her.

Jules Bois forteller endvidere om undere, som ved djævelens magt udføres ved denne «gudstjeneste», – her flyver kjerter og kors, her taler borde, og her er slanger, der kryber frem fra stjaalne alterkalke. Og her aabenbarer sig antikristen selv, «den stærke, der skal gaa foran den store dom». Han gaar rundt mellem de daanende mænd og kvinder og sætter dem sit mærke paa panden. Rigtignok forsikrer Jules Bois, at disse sidste ting har han beskuet med vaagen kritik og med al mulig sindsro, – hvad der dog ikke kan forhindre læserne fra den tanke: suggestion er smitsom, – hvorfor skulde den ikke ogsaa have smittet hr. Bois!
Den tyske forfatter Paul Ernst, der i en længere afhandling har gjort rede for disse mærkelige taager paa Frankriges aandelige horisont, slutter sin artikel med en forsikring om, at denne djævletro og djævledyrkelse er meget udbredt. Som et bevis blandt mange andre anfører han, at Jules Bois's tykke, trættende bog er udkommen i 5 – fem – oplag. Og med en slet dulgt glæde sætter han sin finger paa det faktum, at det er Frankrige, kulturens eget land, det land, der for akkurat hundrede aar siden «afsatte» Gud og anbragte fornuften paa guddomssædet, – det er dette land, der nu har den tvilsomme ære at være djævledyrkelsens fødeland. – Den dybsindige tysker skulde dog ikke glemme, at ogsaa Tyskland for ikke længe siden havde en «satanisk» farsot, der greb meget stærkt om sig. Det var den skandaløse historie med «djævlebruden» Diana Vaughan og djævelen Vitru, der skulde have aabenbaret sig i en række – frimurerloger. Historien var ganske vist den skjæreste humbug, sat i scene af en slubbert af en jesuiterpater, som efterpaa sammenkaldte et stort møde af «troende» prester og med skjærende haansord fortalte dem, hvorledes de havde gaaet paa limpinden. Men den vilde ammestuehistorie blev troet af tusener og atter tusener, især blandt de tyske katoliker, )* – ikke bare af de ukultiverede bønder, men ogsaa af prester og lærere, der ansaa sig for høist intelligente. Det var en satanisme, ikke saa aktiv uhyggelig som den franske, men i sin stærke tro, i sin frygt og bæven en ligesaa stor kompliment for – ja, man kunde fristes til at sige: en ligesaa hjertelig tilbedelse af den mørke magt som den, der ydes ham ved de franske hysterikeres «sorte messe».

Men det skal jo indrømmes, at parisernes raffinerede satanisme mer end alle andre tilsvarende fænomener forkynder de gamle sandheder om overkulturens syge sjæle, om dens krav paa stadig nye pirringsmidler, – selv om disse skal hentes fra mørkes dybeste grunde.

[* Nedskriveren af disse linjer befandt sig i Tyskland, da «Vitru»-historierne allerkraftigst satte sindene i bevægelse. Den første gang, jeg paa en kafé tilfældigvis læste en avisartikel om sagen, troede jeg, det var et vittighedsblad, jeg havde faaet i haanden, og at artiklen var en umorsom parodi paa en mig ubekjendt teologisk opsats. Til min forbløffelse var bladet, jeg læste, et høist alvorligt, kristeligt tidsskrift, og Vitru-artiklen det alleralvorligste i det hele blad. Senere mærkede jeg, at denne negative djævledyrkelse, der gav sig udslag som kamp mod frimurerne og deres djævel, var den store programsag for en hel hoben blade, særlig i Sydtyskland og Østerrige, og den i mer end én henseende «tvilsomme» miss Diana Vaughan og hendes djævleafsløringer slugtes som himmerigsmundfulde, kommenteredes og diskuteredes. De samme stærktroende blades optræden, dengang den hele skandale afsløredes, havde jeg desværre ikke anledning til at iagttage.]